I løbet af efteråret har danskerne flere gange vågnet op til overskrifter om uidentificerede droner over vores lufthavne og militære anlæg. Den mest opsigtsvækkende episode var en midlertidig lukning af København Lufthavn, men også Aalborg, Billund og Karup har været berørt. Forsvaret har bekræftet aktivitet over både flyvestationer og kaserner, hvor droner er blevet observeret i nærheden af følsom infrastruktur og områder med kritisk materiel. Mange spurgte sig selv: Hvorfor skyder man dem ikke bare ned?

Det korte svar er, at det ikke er så enkelt. I virkeligheden er det ofte både usikkert, ineffektivt og strategisk ukløgtigt.

Risikoen ved at skyde: civile skader og uforudsigelige konsekvenser

At affyre skydevåben mod et flyvende objekt over tæt bebyggelse eller nær en lufthavn er forbundet med væsentlige risici. Naviair og lufttrafikmyndigheder har faste procedurer for midlertidig lukning og omdirigering ved droneobservationer, fordi man prioriterer passager- og jord-sikkerhed fremfor at tage chancen med ildåbning. En ramt drone kan miste komponenter eller stabilitet; mindre droner kan i nogle tilfælde splintre ved kritiske træf, mens større platforme sjældent fragmenterer fuldstændigt ved beskydning med små kalibre. Uanset størrelse ender dronen — og eventuelle projektilfragmenter — et ofte uforudsigeligt sted, og det kan ramme mennesker, køretøjer eller kritisk infrastruktur (Chauhan et al., 2025). Derfor har danske myndigheder valgt lukning eller omdirigering fremfor at forsøge nedskyding.

Efterretningsværdien går tabt — og hvorfor man sommetider “følger den hjem”

En intakt eller indfanget drone er langt mere værd i forhold til efterretninger end en smadret genstand. Hukommelseslogs, kameraoptagelser, RF-moduler og sensorer kan afsløre operatørens metoder, kommunikationskanaler og leverandørkæder. Analyser fra Ukraine viser, at beslaglagte droner har givet konkret teknisk indsigt i modificerede autopiloter og kommercielle komponenter, som har været brugt til attribution og til at forbedre modforanstaltninger (Lee and Kang, 2025; Kovar & Bollö, 2018).

Det kan derfor i nogle tilfælde være rationelt at følge en drone hjem — altså spore dens bane for at finde en operatør eller opsamlingspunkt — men denne taktik har begrænsninger: droner kan være programmeret til at styrte i vandet eller lande på et skjult sted for at ødelægge spor, og en åben luftjagt kan få operatøren til at afbryde eller fjerne udstyr, før myndighederne når frem. Diskret RF-geolokation og sensornetværk er ofte mere effektive til at finde operatører end synlig jagt fra luften.

Skydning er ofte ineffektivt — og hvorfor buckshot, hagl og maskingeværer ikke er mirakelløsninger

Små multirotorer manøvrerer hurtigt og kan svæve tæt over mål; fastvingede droner flyver hurtigt og kan krydse store afstande. Begge kræver høj præcision og hurtig respons. I konfliktzoner har man set improviserede løsninger: truck-monterede maskingeværer, taktiske anti-drone geværsystemer og endda eksperimenter med buckshot/sabot-løsninger i haglpatroner for at øge sandsynligheden for at ødelægge propeller eller motor. Disse tilgange kan virke lokalt, men de er ofte upraktiske og farlige i civile omgivelser (Guiton, 2021).

Haglgeværer nævnes hyppigt som et civilt alternativ, men deres effektive rækkevidde er begrænset, og selv de største lovligt tilgængelige hagltyper vil ofte ikke ramme kritiske elektriske eller mekaniske komponenter på en større drone. For at få en drone til at styrte kræves typisk direkte træf på motor, propeller, elektronikken eller batteripakken — det er sværere end mange forestiller sig (Chaari, 2025).

Hvorfor droner ikke altid kan spores på radar — også fastvingede kan slippe igennem

Mange spørger, hvorfor man ikke blot følger dronerne på radaren eller sender en helikopter efter dem. Teknologien og taktikken har klare begrænsninger:

• Lille radarsignatur (RCS): Små quadcoptere har lav RCS og kan være næsten usynlige for radarer designet til større lufttrafik.
• Ground clutter: Nær jorden reflekteres signaler fra bygninger, træer og terræn; denne støj kan skjule små, langsomt bevægende mål.
• Micro-Doppler / propel-signaturer: Propellernes bevægelse giver en karakteristisk micro-Doppler, men at trække denne signatur ud af støjen kræver avanceret signalbehandling, som ikke alle systemer har.
• Terræn og urban canyons: Byer, bygninger og kuperet terræn blokerer line-of-sight; en enkelt radarstation ser sjældent hele billedet.
• Alternative datalinks og autonomi: Droner kan flyve fuldt autonomt efter en indprogrammeret rute eller benytte 4G/5G, hvilket gør simpel RF-lytning utilstrækkelig.

Selv fastvingede droner, der normalt har en større RCS, kan flyve lavt og hurtigt og nogle gange operere i radardøde zoner — især i kuperet terræn — så de heller ikke altid er lette at spore. At sende helikopter eller jagerfly forfølger dem er ofte upraktisk: visuel identifikation er svær, dronen kan lande eller skifte kurs på få minutter, og en bemandet jagt binder ressourcer og øger risikoen for utilsigtede hændelser. Derfor baserer moderne anti-drone-forsvar sig på sensorfusion (radar + RF + EO/IR + akustik) og kontrollerede neutraliseringer fremfor klassisk luftjagt (Gonzalez-Jorge, et. al., 2024).