Vestjysk Drone Service: Bloggen


Dronens historie, udvikling og brug


Droner fylder mere og mere i vort samfund. Den tidlige udvikling var hovedsagelig fokuseret på den militære anvendelse, men i dag anvendes droner indenfor rigtig mange brancher så som for eksempel bygge- og anlægsbranchen, landbruget, beredskabet, og sågar inden for sundhedsvæsenet. Da der er en stadig stigende interesse for anvendelsen af droner, både privat og erhvervsmæssigt, har jeg valgt at starte denne blog. Det er min plan at fylde dens virtuelle sider med indlæg omkring dronens udvikling samt omkring de anvendelsesmuligheder der er og hvordan erhvervsmæssig brug af droner kan føre til store besparelser.

Droner og Privatliv: Hvad Betyder det for Dig?

En diskussion om de etiske og privatlivsmæssige implikationer ved udbredt brug af droner. Hvordan kan man beskytte sit privatliv i en tid, hvor droner kan bruges til overvågning?

I takt med at droner bliver mere avancerede og både udbredte og tilgængelige, er de ikke længere kun et værktøj anvendt af filmselskaber og professionelle fotografer, men også for almindelige forbrugere. Man har vurderet at der på nuværende tidspunkt er omkring 55.000 droner i Danmark alene og det formodes at 70-80% af disse ejes af private, som flyver som en hobby mens 20-30% bruges kommercielt. Mange droner er udstyret med kameraer og er i stand til at filme og/eller fotograferer, hvilket giver anledning til udfordringer og bekymringer når det gælder privatlivet og private forhold. Hvad betyder det for dig, og hvordan kan du beskytte dit privatliv i en tid, hvor droner kan bruges til overvågning?

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet udførte i 2017 en undersøgelse der viste, at mange er bekymrede for droner og deres indvirkning på privatlivet. Studiet viste også, at det havde betydning hvem der styrrede dronen. Generelt så havde deltagerne i undersøgelsen stor tiltro til offentlige institutioner og private virksomheder, der bruger droner i et professionelt øjemed. Undersøgelsen viste at den største skepsis var overfor om voksne amatørbrugere overholdt reglerne for privat droneflyvning.

Hvorfor er Privatlivet en Bekymring med Droner?

Forestil dig at du sidder i din have og nyder en varm sommerdag. Du hører pludselig en summen og da du kikker op, ser du en drone svæve over dig. Måske har den et kamera rettet imod dig, det er svært at se fra den afstand. Hvem styrer dronen? Hvorfor filmer den? Det opleves i stigende grad af mennesker verdenen over, og det rejser vigtige spørgsmål om, hvorvidt vores privatliv er i fare i en verden, hvor droner kan flyve frit.

Mange droner er som sagt udstyret med avancerede kameraer, GPS-systemer og andre sensorer der gør det muligt at udspionerer og observerer folks private forhold. Brugt korrekt og ikke mindst etisk er dronen et kraftfuldt redskab der har ufatteligt mange anvendelsesmuligheder – men de udgør også en potentiel trussel mod vores privatliv. Uden klare grænser kan droner nemt blive brugt til uautoriseret overvågning og dataindsamling.

De Potentielle Problemer

Overvågning og Spionage

Droner kan nemt anvendes til uautoriseret overvågning af mennesker uden deres viden eller samtykke. Med små støjsvage droner med kraftige kameraer, kan fjernpiloter flyve over private boliger og affotograferer eller filme private forhold, hvilket forståeligt nok kan krænke folks følelse af privatlivets fred og sikkerhed. Det kan nemt føre til situationer, hvor folk ikke føler sig sikre eller tilpas i eget hjem – et sted hvor man ellers forventer at kunne være i fred for omverdenen.

Dataindsamling i det Offentlige Rum

Det er ikke kun overvågning af folks private forhold der er en bekymring, men også overvågning i det offentlige rum. Droner kan her bruges til at sporer folks bevægelser, indsamle data om store forsamlinger, og kan endda bruge software til ansigtsgenkendelse og identificerer enkeltpersoner i en folkeskare. Dette sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget privatliv vi har tilbage, når vi bevæger os i det offentlige rum.

Kriminelle Aktiviteter

Droner kan også bruges til transporterer illegale genstande over grænser eller til at indhente oplysninger om private forhold, som så kan bruges i planlægning af for eksempel indbrud. Der har også været flere tilfælde, hvor droner har været anvendt til stalking og bevidst chikanering af individer. Da dronepiloten jo kan gøre dette på afstand er det ikke altid nemt at finde gerningspersonen.

Etiske Overvejelser: Hvor går Grænsen?

Med det stigende antal af droner må man stille det etiske spørgsmål om, hvor grænsen mellem effektiv opgaveløsning og privatlivets fred går. Droner har rigtig mange anvendelsesmuligheder både indenfor den offentlige og den private sektor, der gør dem til et genialt værktøj der kan effektivisere mange arbejdsprocesser og sparer virksomheder for rigtig mange penge. Dog kan droner også nemt bruges til illegal overvågning og andre krænkelser af privatlivets fred.

Balancen mellem Opgaveløsning og Privatliv

En af de største udfordringer er at finde balancen mellem at bruge droner til løse opgaver men på samme tid sikre privatlivets fred. Det kan være svært at definerer, hvor grænsen går, især når teknologien udvikler sig hurtigere end lovgivningen. Et eksempel kan jo være at en kunde ønsker at sælge sit hus og derfor vil have sin ejendom fotograferet med drone. Det lyder jo som en forholdsvis simple opgave, men hvad med naboernes ret til privatliv? Man risikerer jo at nabohusene og haverne også kommer med på billederne.  

Ejerskab af Luftrummet over Dit Hjem

Hvem ejer egentlig luftrummet over din ejendom og hvem kan benytte det? Det er et vigtigt spørgsmål, da det påvirker, hvorvidt en drone kan flyve over dit hjem uden tilladelse. Traditionelt har luftrummet været offentligt, men med den stigende brug af droner er der behov for at genoverveje sammenhænget mellem ejerskab og privatlivets fred i forhold til brugen af luftrummet over privat ejendom.

Privatliv vs. Teknologisk Fremskridt

Droneteknologien udvikler sig rigtig hurtig, og der er mange fordele ved denne udvikling. Dog rejser det også spørgsmålet om, hvorvidt vi er villige til at ofre vores privatliv for at drage fordel af disse teknologiske fremskridt. Kan vi finde en måde både at tilgodese den teknologiske udvikling og det stigende antal af droner i luften og behovet for at bevare/sikre privatlivets fred?

Lovgivning og Regler: Hvad Siger Loven?

Dansk Lovgivning om Droner

Den nye danske lovgivning om brugen af ubemandede luftfartøjer trådte i kræft d. 1. januar 2024 som et supplement til europæisk lovgivning. Førhen måtte man ikke overflyve folks huse uden tilladelse, men ifølge den nye lov må man gerne, så længe man flyver i en lige linje til dronens destination i en højde af mindst 100m og med en hastighed af 5m/s. Det vil sige, at man ikke må stoppe over folks huse medmindre man har fået lov. Derudover gælder den danske straffelovs så kaldte paparazzi-paragraf (§264d), som forbyder videregivelse eller offentliggørelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold. Krænkelse af privatlivets fred kan således straffes med bøde og/eller fængselsstraf.

Internationale Regler og Tendenser

Mange andre lande har en lignende lovgivning, men reglerne kan dog variere. Man har I USA set flere retssager, hvor droneoperatører er blevet sagsøgt for at have krænket privatlivets fred. I EU er man i stigende grad opmærksom på behovet for at sikre privatlivets fred i takt med, at dronebrug bliver mere og mere udbredt.

Retssager

Der har, også i Danmark, været flere tilfælde, hvor enkeltpersoner eller virksomheder er blevet retsforfulgt for at have brugt droner til at krænke andres privatliv. Disse sager viser, at der er behov for klare retningslinjer og streng håndhævelse af lovgivningen for at beskytte borgernes rettigheder.

Hvordan Kan Privatlivets Fred Sikres?

Teknologiske foranstaltninger

Der er forskellige teknologier, som kan hjælpe dig med at beskytte dig mod uønsket droneovervågning. Anti-drone systemer kan anvendes til at jamme droner og der er systemer, der kan advare dig, når en drone er i nærheden. Disse systemer er dog ikke realistiske for menig mand, men anvendes at visse virksomheder og mange større lufthavne. Mere realistisk og relevant for den enkelte borger er nok at droner er udstyret med Remote ID, som udsender et signal som myndighederne kan bruge til at spore dronen og identificerer ejeren. C-mærkede droner er allerede nu udstyrede med Remote ID, hvilket betyder at det er nemmere for myndighederne at holde styr på hvilke droner flyver hvor og hvornår.

Juridisk

Hvis du føler, at dit privatliv er blevet krænket på grund af drone flyvning har du ret til at indgive en klage til politiet. Droner er i større og større grad udstyret med Remote Id, der gør det muligt for myndighederne at spore dronen og dens ejer. Det er også et krav, at droneoperatørernes ID-nummer står synligt på dronen, så denne kan identificeres. Dog er det ikke alle der overholder dette krav.

Fysisk Beskyttelse

Overdækning, høje træer eller andre sådanne foranstaltninger kan hjælpe til med at beskytte dig mod illegal droneovervågning og sikre privatlivets fred. Men jeg mener nu ikke at det bør være nødvendigt at skulle afskærme sin ejendom for at bevare retten til privatlivets fred.

Fremtiden for Privatlivets Fred i en Dronefyldt Verden

Mulige Teknologiske Fremskridt

Vi kan forvente at fremtidens droneteknologi bliver mere og mere avanceret. Dette kan både være godt og skidt for privatlivets fred. Med mere avanceret software, vil det i stigende grad blive muligt at spore enkeltpersoners bevægelse igennem større folkemængder og derfor gøre det nemmere at overvåge folk. På den anden side sker der også hele tiden en udvikling indenfor anti-drone teknologi, som måske kan hjælpe til med at sikre privatlivets fred.

Samfundets Rolle og Ansvar

Som samfund er det vigtigt, at vi tager ansvar for at beskytte privatlivet i en tid med teknologiske fremskridt der gør det let at overvåge hinanden. Dette kan omfatte debat; at sprede information om emnet og gøre folk opmærksomme på de udfordringer nye teknologier bringer med sig. Derudover bør der støttes op om lovgivning, der beskytter borgerrettigheder så som ret til fortsat at nyde privatlivets fred. Først og fremmest handler det om at respekterer andres ret til et privatliv. Som dronepilot handler det også om kommunikation – ønsker man at flyve med drone i nærheden af andres huse og haver, så spørg først. Forklar din opgave og måden hvorpå du gerne vil udføre den på. Det er min erfaring, at langt de fleste mennesker er OK med droneflyvning så længe det er varslet og de forstår formålet med det. Ligger de i haven og nyder solskinnet, og hænger der så pludseligt og uventet en drone over hovedet på dem, så kan jeg godt forstå de bliver nervøse og føler at deres privatliv bliver krænket.

Konklusion og Call to Action I en verden, hvor droner bliver stadig mere udbredte, er det vigtigere end nogensinde at være opmærksom på privatlivets fred. Ved at kende dine rettigheder og støtte op om en afbalanceret lovgivning kan du være med til at sikre, at teknologiske fremskridt ikke sker på bekostning af din ret til at nyde privatlivets fred. Der kræves allerede nu at alle C-mærkede droner er udstyrede med Remote ID, der betyder at de kan identificeres og spores. Jeg mener at det bør være et krav at alle droner der flyves med bør udstyres med dette system da det gør det nemmere at holde dem der bryder loven ansvarlige. Dog er det bedste værktøj til at sikre privatlivets fred i forhold til droneflyvning kommunikation. Som undersøgelsen fra 2017 viser, så er en af grundene til at folk føler at deres privatliv bliver krænket af droner, er at de ikke ved hvorfor de er der. Som dronepilot (amatør eller professionel) er det vigtigt at informerer folk om hvorfor man flyver i et område og helst give dem lidt varsel, inden flyvningen. Selv plejer jeg at kontakte folk i området nogle dage inden en planlagt flyvning, så de er opmærksomme på hvad der sker og hvornår, og det har hjulpet til med at jeg kun en meget sjælden gang har mødt modstand fra folk i området.



Skriv en kommentar